|

|
|
 |
|
|
Krybbebider - rem?
|
18/4/2006
|
 |
Jeg har lige opdaget en unode hos min hoppe på snart 2 år. Hun er "halv krybbebider". Dermed mener jeg, at hun ikke sætter tænderne om noget (endnu), men presser hagen på bokskanten og laver en besynderlig lyd.
Nu går jeg meget op i horsemanship og er klar over, at det nok betyder, at hun keder sig. Hun går i løsdrift sammen med en nordbagge på 16 år og kan gå ud og ind som hun lyster. Jeg er ikke begyndt at træne med hende endnu, da jeg synes, at hun bare skulle gå og vokse sig stor og nyde det. Der er jo ikke noget græs på foldene nu, og jeg har derfor læst, at man kan lægge et grantræ ud, som de så kunne "lege" med.
Hvad kan jeg ellers gøre? Skal jeg sætte en krybbebiderrem på hende?
|
Fra: A.Mette Palmelund |
 |
Krybbebidning er en stereotypi, heste kan udvikle, hvis de holdes under forhold som ikke i tilstrækkelig grad opfylder deres behov for beskæftigelse. Men krybbebidning er ikke den eneste form for stereotypi en hest kan udvikle. Vævning, boksvandring og tungespil er andre former. Måske har din hest blot udviklet sin egen form for stereotypi. Det er ikke sikkert, at hendes uvane vil udvikle sig videre til "ægte" krybbebidning. Derfor vil en krybbebiderrem nok heller ikke have nogen virkning.
Heste, der står alene i en boks i mange timer om dagen, er mere tilbøjelige til at udvikle stereotypier. Heste, der går sammen med andre og har mulighed for at komme udendørs er langt mindre tilbøjelige til at udvikle unoden. Men også på dette felt er heste forskellige. Du skriver, at du ikke er begyndt at træne med hende endnu, fordi hun blot skal gå og vokse sig stor og ellers nyde tilværelsen. Der er noget der kan tyde på, at hun ikke nyder tilværelsen helt så meget, som du havde forestillet dig. Måske er kontakten med en 16 år gammel hest ikke stimulerende nok. Måske er udendørsområdet for kedeligt for hende. Selvfølgelig kan et grantræ stimulere din hoppe lidt, men jeg tvivler på det vil have ret megen virkning.
I stedet vil jeg foreslå, at du gør hoppens liv mere interessant på anden vis. Det bedste vil være, at hun kunne gå sammen med et par jævnaldrende ungheste, som hun havde mulighed for at lege med og udvikle normal socialadfærd med. Hvis det ikke er muligt, bør du selv træde til som "socialpartner"og begynde at træne med hende. Hun behøver ikke at være fuldt udvokset, inden du lærer hende at gå roligt ved siden af dig, når du trækker af sted med hende, at stå stille på kommando, at blive longeret, at gå op i en trailer, samt mange andre af de ting, en ridehest skal kunne udover at bære en rytter. Jo mere du kan berige hendes måske lidt kedelige liv ved daglig træning, jo mindre risiko er der for at hun vil blive ved med sin unode eller at hun vil udvikle den videre. |
Besvaret af: Jan Ladewig, prof. husdyradfærd og -velfærd |
|
| |
|
|
Ifølge gældende lov om ophavsret må materialet kun gengives eller mangfoldiggøres med kildehenvisning og efter skriftlig tilladelse. |
| |
|
|
|
|
 |
|
|
|
|