Det korte svar er nej.
Det lidt længere svar er: Vævning, dvs. den adfærdsanomali, der består i, at hesten svinger hovedet fra den ene side til den anden, er en såkaldt stereotypi. Stereotypier kan tage vidt forskellige former. Hos husdyr, der godt kan lide at æde (f.eks. søer og køer), er det for det meste aktiviteter med munden, der danner grundlag for stereotypien (f.eks. stangebiden eller tungerulning). For dyr, der har et stort behov for at bevæge sig, er det mest løbe- eller bevægelsesaktiviteter, der danner grundlag (f.eks. ræve og ulve i zoo, der løber i ottetaller). Heste danner en mellemgruppe, hvor enten munden eller benene er grundlag for stereotypien (f.eks. væven, boksvandren eller krybbebidning, tungerulning).
Fælles for udviklingen af stereotypier er, at de oftest opstår, hvis hesten tilbringer længere tid i stimulationsfattige omgivelser, som f.eks. en mørk boks uden mulighed for ordentlig kontakt med andre heste. Den manglende mulighed for at lave noget "fornuftigt" får hesten til selv at beskæftige sig med noget, såsom at gå frem og tilbage, at væve eller at krybbebide. Ungheste er sandsynligvis mere tilbøjelige til at udvikle stereotypier, måske fordi de har et større behov for "fornuftig beskæftigelse". Derfor udvikles stereotypier ofte i en tidlig alder. Undersøgelser har vist, at adfærden har lidt af den samme virkning, som det, at autistiske børn kan sidder og rokker frem og tilbage, nemlig at frigøre de såkaldte endorfiner i hjernen, som har en beroligende virkning.
Når først stereotypien er etableret ("blevet en dårlig vane"), er den så godt som umulig at få væk igen, selvom hesten opstaldes under ideelle forhold. Al "behandling" såsom krybbebiderrem til krybbebidere eller at male striber på væggen til vævere, eller de mange andre tricks, folk i tidens løb har udtænkt, bevirker højst en undertrykkelse af muligheden for at udføre stereotypien. De gør intet for at mildne hestens motivation til at udføre handlingen. Tyske undersøgelser har faktisk vist, at krybbebidning kan medføre en sænkning af hjertefrekvensen, hvilket netop antyder, at adfærden har en beroligende effekt på hesten. Omvendt, hvis adfærden hindres, mangler denne beroligende virkning. Eller udtrykt mere direkte: En hest, der føler trang til at krybbebide, har det bedre, når den får lov til det, end hvis den hindres i det.
Hvis unoden ikke medfører gener for hesten, som i dit tilfælde, er det altså bedst at ignorere den. I sjældne tilfælde kan krybbebidning være forbundet med vindslugning, som i nogle tilfælde kan give kolik. I så fald bør man nok undertrykke adfærden. Mange ryttere er bange for, at adfærden "smitter" til andre heste i stalden. Men hvis forholdene i stalden iøvrigt er i orden (f.eks. at hestene kommer på fold sammen med andre heste hver dag), er der ingen risiko for, at de andre heste lærer unoden. Der er talrige eksempler på heste, der har været opstaldet i årevis ved siden af en stereotypihest uden at begynde unoden.
Forsøg har vist, at "lykkepiller" (f.eks. Fontex eller fluoxetin) kan dæmpe stereotypien. Men dels kræver behandlingen daglig medicinindgift, dels varer virkning kun så længe, medicinen gives. Et par uger efter man holder op med at give medicinen, vender stereotypien tilbage. |
