|

|
|
 |
|
|
Fravænning af føl (2)
|
8/7/2005
|
 |
Hvilken effekt har det på et føl, om det bliver vænnet fra ved menneskelig indblanding eller ej? Jeg har en plag på halvandet, som gik med sin mor (uden andre heste) til jeg købte den for tre måneder siden. Hvilken betydning kan det have for dens udvikling? |
Fra: Anne Hansen |
 |
Jeg er ikke sikker på at jeg har forstået dit spørgsmål helt. Når vi vænner føl fra, sker det jo altid ved "menneskelig indblanding".
Der er tre ting, vi skal være opmærksomme på i forbindelse med føl, ungheste og fravænning. Det ene er, at føl ikke alene bør gå sammen med deres mor til de er mindst 4 til 6 måneder gamle. Men derudover er det vigtigt, at de i denne periode også har kontakt med jævnaldrende, og helst også andre voksne heste. De fleste hundeejere ved hvor vigtigt det er for en hvalp at blive socialiseret på andre hunde på hvalpestadiet for at undgå, at den senere bliver overdrevent sky eller overdrevent aggressiv over for andre hunde. Desværre er det ikke alle hesteejere der er klar over, at føl også skal lære social omgang med andre heste udover deres mor. Sociale dyr som heste skal lære et ret kompliceret socialt sprog for senere i livet at kunne møde og omgås andre heste. Hvis de ikke lærer det, kan de senere have problemer med at indpasse sig i en social gruppe
En anden ting, vi skal være opmærksomme på hos føllet er måden det bliver fravænnet på. I naturen sker fravænningen gradvist over længere tid. Føllet tilbringer mere og mere tid med jævnaldrende kammerater. Hvis hoppen atter er drægtig vil hun i stigende grad afvise føllets forsøg på at die hende. Jo mere vi kan efterligne denne gradvise adskillelse, desto mindre dramatisk er fravænningen for både føl og hoppe. F.eks. er der ikke noget i vejen for ret tidligt at adskille de to i korte perioder, f.eks. i forbindelse med at hoppen atter bliver redet. Men denne adskillelse må ikke betyde at føllet lades alene. Adskillelsen skal helst betyde at føllet får lejlighed til at være sammen med andre føl eller plage.
Den tredje ting der er vigtig er nok det, dit spørgsmål egentlig drejer sig om, nemlig hvordan det fravænnede føl eller plag skal holdes. Og også i denne tredje fase er det vigtigt, at unghesten er sammen med andre heste. Der er intet til hinder for, at den holdes adskilt i en boks, når blot den kan se og høre heste i naboboksene. Men derudover er det vigtigt, at den flere timer dagligt kommer ud sammen med andre heste. Dette punkt er især vigtigt for din unghest, da den hidtil hovedsaligt kun har haft kontakt med sin mor.
Den vigtigste konsekvens ved en mangelfuld socialisering af ungheste er, at de senere som voksne kan have problemer med at blive integreret i en hesteflok, enten fordi de reagerer overdrevent aggressivt eller overdrevent sky over for andre heste. |
Besvaret af: Professor Jan Ladewig |
|
| |
|
|
Ifølge gældende lov om ophavsret må materialet kun gengives eller mangfoldiggøres med kildehenvisning og efter skriftlig tilladelse. |
| |
|
|
|
|
 |
|
|
|
|