|

|
|
 |
|
|
Høhæk til løsdrift - afstand mellem tremmer
|
28/10/2005
|
 |
Hejsa.
Vi har bygget en løsdrift til vores 4 heste. Nu vil vi gerne sætte en høhæk op, så de kan få ensilage og halm ad libitum. Problemet er bare at vi ikke kan blive enige om hvor stor afstanden skal være mellem stolperne. Det bliver svejset. Vi har gættet på en 8-9 cm. Er det for lille? De skal jo helst ikke kunne sidde fast. De går altid uden grime på folden.
Håber du kan hjælpe! På forhånd tak.
Majken Møller |
Fra: Majken Møller |
 |
Hej Majken
Løsdrift er en glimrende opstaldningsform – forudsat at den er velindrettet og dimensioneret til det antal heste, I skal have i den. Det er også en rigtig god idé at give grovfoder eller halm ad libitum. Både til at dække deres behov for at indtage føde - det er sådan cirka 16-18 timer i døgnet – og for at de har noget at foretage sig på jordfolden.
Der er flere måder, hvorpå man kan tilbyde grovfoder eller halm på fold. Vær dog opmærksom på at det ikke er naturligt for heste at æde mange timer fra en høhæk hævet højt fra jorden. For normalt holder de hovedet sænket, når de æder. Så et alternativ er fx. traktordæk, hvor grovfoderet puttes i hullet.
Hvis I foretrækker høhækken, må afstanden iflg. flere fagfolk normalt ikke være mere end 70 mm. Andre fagfolk vurderer, at afstanden mellem ståltremmer max. må være 58 - 62 mm. for at undgå at hove kan sidde fast. Og tykkelsen af tremmerne vurderes også at have betydning i relation til at undgå skader. En repræsentant for et staldinventarfirma udtaler, at den værste kombination er en ståltremme af bedre kvalitet med for stor afstand, idet den ikke giver mulighed for at trække hoven retur.
BEMÆRK at afstanden mellem tremmerne i sidste ende afgøres af bredden på de hove, der sidder på de heste eller ponyer der går i løsdriften. Det er altid en god idé at få vejledning fra fagfolk inden man beslutter sig.
Iøvrigt giver det ofte meget ro i flokken at lave flere steder med grovfoder eller halm.
Held og lykke med det gode valg af opstaldning!
Mvh. Dorte |
Besvaret af: Dorte Rebbe Schou - HorseConsult® |
|
| |
|
|
Ifølge gældende lov om ophavsret må materialet kun gengives eller mangfoldiggøres med kildehenvisning og efter skriftlig tilladelse. |
| |
|
|
|
|
 |
|
|
|
|