Westernridning - hvad er det?

Når man ser cowboys jage af sted, ned ad stejle skråninger i halsbrækkende galop i westernfilm, får man nemt indtryk af, at det er en meget uskolet form for ridning. Det er dog forkert, det ta'r oftest 6-8 år, før en westernhest har lært alt, hvad den skal kunne i sit arbejde.

Af: Se nedenfor

Westernridning er slet ikke opstået i det "Vilde Vesten". Oprindelsen er langt ældre og starter i Spanien. De spanske erobrere bragte denne ridestil med sig til den nye verden, til Amerika. Der blev den videreudviklet, men i sit grundprincip er metoden den samme i dag, som for 2000 år siden.

Westernridning er i meget stærk fremgang i Danmark. Det er ikke fordi westernridning er bedre end Engelsk ridning og heller ikke nemmere, skønt rideformen er mere naturligt for hesten.

Når man ser cowboys jage af sted, ned ad stejle skråninger i halsbrækkende galop i westernfilm, får man nemt indtryk af, at det er en meget uskolet form for ridning. Det er dog forkert, det tar oftest 6-8 år, før en westernhest har lært alt, hvad den skal kunne i sit arbejde. En færdigtrænet westernhest er derfor oftest meget værdifuld.

For at blive en dygtig westernrytter kræves en lige så omhyggelig og sagkyndig undervisning som inden for Engelsk ridning. På samme måde er oplæringen af en westernhest et arbejde, der kræver stor tålmodighed og kendskab til de muligheder, en hest rummer.

For at westernhesten skal være behagelig at ride og nem at styre i enhver situartion, må den lære at holde balancen under rytterens vægt.

Den må lære at træde ind under sig med bagbenene, for at bære mere vægt på bagparten. Hesten er ikke født til at blive redet, den skal lære at bære rytterens vægt.

Iflg. artiklens forfatter Annette Bjerre Larsen er den vigtigste forskel mellem westernstil og engelsk stil at hesten ikke til stadighed er inde under hjælperne, men at man kun giver den signaler, når det kræves. Hesten kan bevæge sig friere og mere afslappet, og man kan let forestille sig, at et dyr, der rides på den måde, er mere tilfreds. Selvfølgelig skal også westernhesten gå samlet for at aflaste forbenene og bringe sig i balance med rytteren. Men på en anden måde end en "engelsk" hest. Så snart westernhesten har fulgt opfordringen og altså har samlet sig, belønner man den, idet man straks giver efter på tøjlen og ikke driver mere. Denne øvelse gentages utallige gange, og hesten vil i stadig længere perioder selv gå samlet.

Westernrytteren sidder også anderledes på hesten - mere løst og afslappet. Man klemmer ikke hesten mellem knæene og driver den med sædet for hvert skridt, men følger bare let med fra hoften.

En cowboy har ikke tid til uoverensstemmelser med sin hest. Man opdrager den unge hest sådan, at den senere "fungerer" problemløst i enhver situation. Hesten skal stå absolut stille ved opsidning, og den skal også uden rytter kunne blive stående på stedet, uden at være bundet.

Hesten går ikke i panik over hver eneste traktor eller ethvert stykke plastic, der flyver op, fordi den allerede under tilridningen er blevet vænnet til alle mulige genstande, situationer og lugte. Gennem den konsekvente opdragelse - ikke gennem tvang og vold - fatter hesten urokkelig tillid til rytteren.

Og sådan en hest vil man altid kunne stole på.

"Tillid mellem hest og rytter" er en af westernrytterens grundregler. En hest, der danser under rytteren med højt hævet hoved og udspilede næsebor, og som tilsyneladende kun med nød og næppe er til at holde af en ekspert, ser ganske vist imponerende ud, men er slet ikke nogen ønskehest. Måske undrer man sig, når man ser, hvor roligt og afslappet, vallakker, hopper og hingste står mellem hinanden ved en westernkonkurrence og venter mellem øvelserne, indtil man igen forlanger noget af dem. Det har på ingen måde noget med sløvt temperament at gøre, det hører ganske enkelt til en god opdragelse.

Enhver ridehest kan rides i westernstil, og er man interesseret i en hest, der er god og sikker til ridning ude i terrænet, er westernstilen perfekt. I westernkonkurrencer er chancer for succes med en stor varmblodshest, som er oplært til springning, ikke særlig stor. Disse heste er i reglen for langbenede og for høje, for lidt manøvredygtige og for kåde.

Den ideelle højde for en westernhest til en voksen rytter ligger mellem 145 og 155 cm i stang. Det er godt med en hest med en kraftig, men på ingen måde klodset kropsdygning. Derudover skal den være vågen, fintmærkende, lærevillig og have en harmonisk og venlig karakter.

De to mest brugte hesteracer til westenridning er Quarter Horse og Paint Horse. De har deres egne klasser til de store shows.

Vil man på lange rideture i terrænet eller har man lyst til at gå ind i westernsporten, gør man sin hest og sin bagdel en stor tjeneste ved at bruge en westernsadel.

Den mere udbredte "engelske" sadel har den ulempe, at den har en lille anlægsflade mod hesteryggen og derfor nemmere forårsager trykskader og muskelsmerter.

En westernsadel har den fordel, at den store anlægsflade skåner hesteryggen, og trykskader er et næsten ukendt fænomen, men naturligvis skal sadlen passe til hesten.

Westernsadlen stammer tilbage fra den spanske riddersadel, et monstrum, som man sad så dybt i, at man næsten ikke kunne falde af hesten. I Amerika blev den spanske sadel tilpasset kvægarbejdet. I Mexico opfandt man sadelhornet, som man kan gøre lassoen fast til, og som er typisk for westernsadlen.

En westernsadel vejer omkring 15 kg. Vægten giver ikke hesten problemer, højst rytteren. Ulempen er, at en god westernsadel er dyr, og det er ikke nemt at finde en god brugt, man skal kikke sig for, der er mange westernsadler af dårlig kvalitet. Man kan rolig gå efter, at pris og kvalitet hænger sammen.

En unghest rides med to hænder og snaffel bid, men man arbejder sig hen imod at ride hesten med vægten, og ved at lægge den udvendige tøjle mod hestens hals, dette kaldes neck-reining. Og den færdigtrænede hest rides med èn hånd og stangbid. Der er mange, der bruger stangbid til heste, som de næsten eller slet ikke kan holde med et nomal bid. Men en westernrytter bruger det ud fra et behov for at kunne have den anden hånd fri til lassoen, når man skulle arbejde med kvæget.

Til ungheste bruger man også den såkaldte hackamore, (også kendt som en bosal). Den består af et fast næsestykke, flettet af råhudsstrimler, og en "tøjle", der består af hamp eller hestehår.

Den mekaniske hackamore som er kendt blandt engelske rytter, og almindelig i springning, fungerer ganske anderledes end en ægte hackamore, som ikke er mere voldsom end en normal staldgrime. Den mekaniske hackamore er meget skarp, og kan udsætte hesten for stærke smerter. Den er forbudt inden for westernsporten.

Til en westernrytter hører også hjulsporerne, som iflg. artiklens forfatter er mindre smertende, når de bruges rigtigt end ganske simple sporer. Sporerne bruges først og fremmest af rytteren til at give hesten meget fine og præcise tegn.

I westernkonkurencer er det forbudt at ride med næsebånd. Biddet skal ikke sidde sådan, at der er rynker i hestens mundviger, hvilket vil bevirke, at der så vil være et konstant træk i munden.

Obligatorisk til konkurencer er westernhat, støvler/støvletter og langærmet skjorte. Der bruger også tit chaps, de er ikke blot til pynt, frynserne leder regnvandet væk, og de forhindrer cowboyen i at hænge fast med stigbøjlen i grene og buske, når de rider efter kvæg.

Inden for western er "arbejdet fra jorden", også kaldt groundwork, meget brugt og enormt vigtigt, især til de unge heste, så de er nemmere den dag, hvor de skal tilrides.

Ved "arbejdet fra jorden" opnås gensidig respekt, rytteren er "fører-hesten", og hesten skal vige for "førerhesten", der ved undgås mange problemer. Hesten går for løst reb og følger villigt med uden at slæbe afsted med rytteren. Den går ikke i panik og løber rytteren ned. Den står stille når rytteren skal op, og løber ikke så snart man har en fod i stigbøjlen. Alt dette er også med til at sikre rytterens velvære, og man undgår en masse tid på sygehuset.
-----------------------------------

Artiklen er skrevet af Annette Bjerre Larsen fra Western-rideklubben WHC.

Se evt. mere på
western-rideklubben WHC's hjemmeside

- og i Hestefagbogen

Ifølge gældende lov om ophavsret må teksten kun gengives eller mangfoldiggøres med kildehenvisning og efter skriftlig tilladelse.