§ 17. Heste skal i mindst to timer fem dage om ugen motioneres eller gives fri bevægelse på fold.
Stk. 2. Stk. 1 kan fraviges, hvis veterinære eller vejrmæssige forhold taler afgørende herfor.
Stk. 3. Når føl og plage er på fold, jf. stk. 1, skal de, indtil de er to år gamle, på fold sammen med artsfæller, medmindre veterinære forhold taler afgørende herimod.
Bemærkninger til § 17
Det følger af stk. 1 i den foreslåede bestemmelse, at heste i mindst to timer fem dage om ugen skal motioneres eller gives mulighed for fri bevægelse på fold. Bestemmelsen indebærer således ikke et ubetinget krav om, at alle heste skal på fold dagligt.
Ved fri bevægelse forstås, at heste gives mulighed for at opholde sig i folden uden rytter og bevæge sig efter eget ønske.
Efter stk. 2 kan kravet i stk. 1 om motion eller fri bevægelse fraviges, hvis veterinære eller vejrmæssige forhold taler afgørende herfor. Det vil f.eks. kunne dreje sig om tilfælde, hvor en dyrlæge fraråder, at en hest kommer på fold eller motioneres, eller hvis folden er dækket af is.
Endelig foreslås det i stk. 3, at når føl og plage skal på fold, jf. stk. 1, skal de, indtil de er to år gamle, på fold sammen med artsfæller, medmindre veterinære forhold taler afgørende herimod. Bestemmelsen har til formål at sikre, at føl og plages sociale færdigheder og generelle udvikling påvirkes optimalt, hvilket sker ved ophold sammen med artsfæller. Om muligt bør det tilstræbes, at føl og plage opholder sig på fold sammen med andre føl og plage under to år. Såfremt veterinære forhold taler afgørende imod, at føl og plage kommer på fold sammen med artsfæller, giver bestemmelsen mulighed for, at kravet fraviges. Bestemmelsen vil eksempelvis kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor heste, der er blevet tidligt kønsmodne, forsøger at skade andre føl og plage på fold.
Der henvises i øvrigt til afsnit 7 og afsnit 10 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Ikrafttræden og overgangsordning
Ikrafttrædelse den 1. januar 2008, ingen overgangsordning.
Lov om hold af heste kan læses samlet her uden bemærkninger.
|