Pasvæddeløb er en af de ældste ridekonkurrencer vi kender. De to mest populære og præstigegivende konkurrencer med heste i vikingetiden var pasløb og hingstekampe. Også andre steder i verden har man haft pasvæddeløb, man kender pasløb for kameler og dromedarer, og i USA har man stadig væddeløb foran sulky hvor hesten går pas, og ikke trav. Pas er endda lidt hurtigere end trav. Og i alle former for pasløb er det tiden der gælder.
Første gang jeg så pasløb på Island var i 1963, og jeg var meget betaget af den måde hesten kunne skydes af som en pil fra en bue. Den fløj med sin rytter over banen næsten uden at røre jorden med en fart der nærmede sig galophastighed. Nu skal man ikke forledes til at tro at det er nemt at ride pasløb, snarere tvært om. De hurtige heste med vinderambitioner er klar over, at galop er den hurtigste gangart, og rytterne skal hele tiden passe på, at hesten ikke slår over i galop. Derfor er pasløb en disciplin for veltrænede ryttere. Man bør bemærke, at der ingen tradition er for at børn og juniorer rider pasløb selv om man kunne forledes til at tro at hestene ville løbe hurtigere med en let rytter. Nej, på Island rider børn nok væddeløb, men det er galopløb som rent rytter -mæssigt ikke kræver så meget som pas.
Den klassiske pasdiciplin fra Island er 250 m pasløb med fire heste i hvert heat. De første 50 meter er i valgfri gangart, gerne galop, medens de sidste 200 m til mållinien skal være i ren pas hvor blot et enkelt galopspring fører til diskvalifikation. For at opnå vindertid, skal passen være flyvende, det vil sige med tydelig svævefase, hvilket igen vil sige, at lignelsen med en pil der flyver fra en bue er meget betegnende. Nu til dags og i andre lande end Island, starter som oftest blot to heste ad gangen, selv om op til fire heste i hvert heat er tilladt, og man benytter ofte startbokse. 250 m pasløb har betegnelsen P.1 i de internationale stævneregler for islandske heste, FIPO.
Der findes også pasløb over 150 meter, men det er selvfølgelig knapt så højt anset. 150 m pasløb har betegnelsen P. 3 og reglerne er tilsvarende dem i P. 1.
.jpg) |
|
P.2 er speedpas, det vil sige pas med flyvende start, som i de senere år har vundet frem i popularitet. Speedpas går over 100 m, og ekvipagerne starter enkeltvis. Disse starter i valgfri gangart, men når ekvipager passerer startmarkeringen sænkes startflaget og tidtagningen går i gang. Hvis hesten falder ud af pas i tidszonen, gælder tiden ikke. Den hurtigste hest vinder. I alle tre slags pasløb findes en international tidsrekordliste.
Omkring 1980 opstod der på Island en ny pasdiciplin, stilpas, som nærmest er en dressurprøve for heste med pasanlæg, det vil sige femgængere. Stilpas har betegnelsen PP.1. Der rides ligesom i de andre pasdicipliner på en lige bane, men her bedømmes ikke blot tiden, men også passens skønhed og renhed samt gangskifterne. Ekvipagerne startes enkeltvis. Når startflaget løftes, skal ekvipagerne sættes i skridt, trav eller tölt. Mellem startlinien og 25 meter mærket skal hesten sættes i galop, og inden 50 metermærket skal hesten ligge i flyvende pas, og tiden måles frem til 150 metermærket. Her tages hesten ned i tölt, trav eller skridt. Vinderen findes på grundlag af stilkarakter og tid.
Marit
|
