Tölt skal virke legende let, det skal faktisk se ud, som om hverken hest eller rytter anstrenger sig. Hesten skal danse henover banerne, og rytteren skal være en naturlig del af ekvipagen. Harmoni er ordet. Jo bedre töltanlæg hesten har, des bedre går det med at udvikle tölten fra den almindelige brugstölt til fri tölt, hvor hesten gerne bevæger sig med en fart af op til 25 km i timen. Den tölt vi kalder middeltölt eller brugstölt, og som er den hastighed hesten vil bevæge sig naturligt i terrænet, er omkring 10-12 km i timen. Det svarer vel nærmest til at jogge eller småløbe, og er en hastighed man kan holde til i lang tid.
Det er netop den middeltölt, som har gjort gangarten populær overalt, hvor den findes. Blød og behagelig uden rystelser af nogen art, og hesten er tritsikker fordi den kun sætter et ben til jorden ad gangen. De heste, som har et godt töltanlæg, tilbyder selv denne gangart, og vælger den især, hvis jordbunden er relativt hård. Der kan godt være lidt ujævnheder som f.eks. tuer eller mindre højdeforskelle, men hvis hesten løber i vand eller i dyb sand, bliver det naturligt for den at vælge trav.
Skal man imponere, konkurrere med andre eller vise, hvilken god hest man har, eller vil man blot føle sig som en konge på hesteryg, sætter man gradvis farten op til fri hastighed, og hesten danser henad jorden, stolt og sikker med løftet hoved og accentuerede bevægelser, som om den hørte en jazztromme indeni sit hoved.
 | NM i Herning 2006. Foto venligst udlånt af Gunnar Jonsson |
Rent faktisk er det disse to elementer, brugsgangarten og dansegangarten, som er grundlaget for töltkonkurrencerne. Den bløde, jævne brugstölt, naturlig, næsten afslappet i sin bekvemmelighed, og den dansende, stolte og hurtige tölt. Men der er jo også et tredje element i töltkonkurrencen, nemlig arbejdstölten, som indebærer en vis grad af samling, og som hesten har brug for til at udvikle sin smidighed. Derfor er arbejdstölten normalt den sværeste del af konkurrencen, den kræver længere forberedelser, baneøvelser og en dygtig rytter.
Og hvorfor har vi så to forskellige svære töltkonkurrencer? Det er fordi vores heste er meget individuelle, og fordi de krav, vi stiller til vore bedste rideheste, er store, uanset om vi taler om firgængere eller femgængere. Som tidligere nævnt, er gangarterne pas og tölt ret tæt genetisk forbundet. Det vil sige, at femgængerne ofte har et bredere töltanlæg, som kan føre til, at travanlægget er svagere. På grund af bevægelsesmønsteret og balancen i de laterale gangarter er disse mere ligeudrettede end f.eks. trav. I T.2, som er en af de svære töltdicipliner, skal man vise tölt i perfekt balance, det vil sige, at hesten skal kunne tölte uden tøjlehjælp. Selv i svingene på ovalbanen skal hesten gå for løse tøjler i et jævnt tempo uden at tabe takt, harmoni eller holdning.
Firgængerne har selvfølgelig også anlæg for tölt, men hesten er generelt ikke så ensidig ligeudrettet som en hest med pasanlæg, og derfor bedre til at gå i volter. I T.1 skal der vises tre klart adskilte tempi tölt, og i arbejdstölten skal vises en tölt, som man ville ride den i en 10 m volte på en dressurbane. På den måde kan man drage fordel af hestenes individualitet og særlige evner, og udnytte de egenskaber, som hesten er bedst egnet til. Både i T.1 og T.2 skal hesten danse over banen, så man føler musikken gennemstrømme hele konkurrencen.
Marit Jonsson
|
